Transport af batteriaffald og brugte batterier til genbrug

Batterier som affald: regler for transport af syrebatterier, non-spillable batterier og lithiumbatterier

Meta title: Batterier som affald: ADR-regler for transport og genbrugsplads

Meta description: Få overblik over reglerne for transport af batterier som affald. Vi gennemgår UN 2794, UN 2800 og UN 3480, undtagelser for private og virksomheder samt SB 636 for genbrugspladser.

Batterier som affald er et område, hvor mange undervurderer både risikoen og regelkompleksiteten. Et brugt batteri er ikke bare et stykke elektronikskrot. I transportretlig sammenhæng kan det være farligt gods med krav til emballering, håndtering, mærkning og i nogle tilfælde dokumentation. Det gælder især, når vi bevæger os fra klassiske blybatterier til non-spillable batterier og videre til lithiumbatterier.

Samtidig findes der en række undtagelser og lempelser, som gør hverdagen lettere for private, virksomheder og genbrugspladser. Problemet er, at de ofte blandes sammen. Det er netop her, mange fejl opstår i praksis. Den relevante undtagelse afhænger ikke kun af, hvem der transporterer, men også af batteritypen, batteriets tilstand, mængden og formålet med transporten.

I denne artikel ser vi nærmere på tre centrale batterityper i affaldssammenhæng: syrebatterier under UN 2794, ikke-spildbare batterier under UN 2800 og lithiumionbatterier under UN 3480. Undervejs ser vi også på de vigtigste undtagelser i både ADR og den danske bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods.

Først det grundlæggende: ikke alle batterier behandles ens

ADR skelner klart mellem de forskellige batterityper. Syrebatterier med flydende sur elektrolyt henføres til UN 2794. Non-spillable batterier henføres til UN 2800. Lithiumionbatterier henføres til UN 3480, når de transporteres som løse batterier, og til UN 3481, når de er indeholdt i eller pakket med udstyr. Det er ikke bare en teknisk detalje. Det er selve nøglen til at finde de rigtige regler.

Der er også væsentlige forskelle på transportkategorierne. UN 3480 ligger i transportkategori 2, mens UN 2794 og UN 2800 ligger i transportkategori 3. Det betyder, at grænserne efter ADR 1.1.3.6 ikke er de samme. For UN 3480 rammer man beregningsgrænsen tidligere end for de klassiske klasse 8-batterier. I praksis er det en vigtig forskel for virksomheder, der samler affaldsbatterier op i mindre partier.

Syrebatterier som affald: UN 2794

UN 2794 dækker elektriske akkumulatorer med flydende sur elektrolyt. Det vil typisk være klassiske blyakkumulatorer, som man møder i biler, maskiner og backupanlæg. I Tabel A er UN 2794 klassificeret i klasse 8 og knyttet til særlig bestemmelse 295 og 598 samt emballeringsforskrift P801.

Det afgørende i praksis er, at brugte syrebatterier ikke bare må læsses vilkårligt. P801 kræver blandt andet, at batterierne skal være sikret mod bevægelse, beskyttet mod kortslutning, og at eventuel lækage af elektrolyt skal forebygges eller håndteres. Stablede batterier skal adskilles med elektrisk ikke-ledende materiale, og brugte batterier i beholdere skal enten være overdækkede eller transporteres i lukkede eller overdækkede køretøjer eller containere.

Derfor er det en klassisk misforståelse, at brugte blybatterier automatisk er “nemme” at transportere som affald. De kan være praktisk velkendte, men de er stadig reguleret farligt gods, hvis man ikke falder ind under en relevant undtagelse.

Non-spillable batterier: UN 2800

UN 2800 omfatter elektriske akkumulatorer med flydende elektrolyt, sikret mod udsivning. Det er de batterier, der i praksis ofte omtales som non-spillable batterier. De er også klasse 8-gods, men fordi de netop er konstrueret til at modstå udsivning, er de i mange tilfælde lettere at håndtere end traditionelle vådbatterier.

Det ændrer dog ikke på, at de stadig er omfattet af ADR. I Tabel A er UN 2800 knyttet til særlig bestemmelse 238, 295 og 598 samt emballeringsforskrifterne P003 og P801. Derudover gælder PP16, som kræver, at batterierne skal være beskyttet mod kortslutning og pakket forsvarligt i stærke ydre emballager. For brugte UN 2800-batterier henviser ADR direkte til P801.

I praksis er UN 2800 derfor et typisk område, hvor virksomheder kan tro, at “forseglet” betyder “ureguleret”. Det gør det ikke. Et non-spillable batteri er ofte lettere at håndtere end et vådbatteri, men det skal stadig transporteres forsvarligt og efter de relevante bestemmelser.

Lithiumbatterier som affald: UN 3480 er dér, hvor det bliver komplekst

Lithiumionbatterier under UN 3480 er et helt andet reguleringsmæssigt landskab. I Tabel A er UN 3480 klassificeret i klasse 9 og forsynet med fareseddel 9A. Hertil kommer en lang række særlige bestemmelser, herunder 188, 230, 310, 348, 376, 377, 387, 636 og 677. Emballeringssporet omfatter blandt andet P903, P908, P909, P910 og P911.

Det fortæller i sig selv, at lithiumbatterier ikke kan behandles som en ensartet affaldstype. Et lille batteri fra en boremaskine, et batteri fra en elcykel og et større batterimodul fra et energilager kan falde under samme UN-nummer, men kræve helt forskellige transportløsninger afhængigt af tilstand og formål med transporten.

De vigtigste skel går typisk mellem små batterier, batterier til bortskaffelse eller genbrug, og beskadigede eller defekte batterier. Netop dét skel er afgørende for, om man kan bruge en lempelse som SB 636 eller i stedet må over i de skærpede regler for beskadigede eller defekte batterier.

SB 636: den praktiske nøgle for genbrugspladser og midlertidige forarbejdningsanlæg

Hvis der er én bestemmelse, som er særligt vigtig i praksis for genbrugspladser og affaldsindsamling af små løse lithiumbatterier, så er det SB 636. Den fortjener en langt mere central plads i enhver faglig gennemgang af batterier som affald.

SB 636 gælder frem til det midlertidige forarbejdningsanlæg. Bestemmelsen omfatter løse lithiumceller og -batterier eller natriumionceller og -batterier, som ikke er indeholdt i udstyr, og som er indsamlet og afleveret til transport med henblik på sortering, bortskaffelse eller genbrug. Den gælder kun for små enheder: højst 500 g brutto pr. celle eller batteri, højst 20 Wh pr. lithiumioncelle, højst 100 Wh pr. lithiumionbatteri, højst 1 g lithium pr. lithiummetalcelle og højst 2 g samlet lithium pr. lithiummetalbatteri.

Når betingelserne er opfyldt, er disse batterier ikke omfattet af de øvrige bestemmelser i ADR, herunder særlig bestemmelse 376 samt de almindelige lithiumkrav i 2.2.9.1.7.1 og 2.2.9.1.7.2. Det gør SB 636 til en reel driftsbestemmelse for genbrugspladser og indsamlingsordninger, fordi den giver et særligt affaldsspor, hvor små, løse og indsamlede batterier kan transporteres enklere frem til sortering eller behandling.

Men lempelsen er ikke ubetinget. Batterierne skal være emballeret i henhold til P909, dog bortset fra tillægsbestemmelse 1 og 2. Der skal være etableret et kvalitetssikringssystem, som sikrer, at den samlede mængde lithium- og natriumionbatterier pr. transporterende enhed ikke overstiger 333 kg. Og kolli skal være mærket med den relevante tekst, for eksempel “LITHIUMBATTERIER TIL BORTSKAFFELSE” eller “LITHIUMBATTERIER TIL GENBRUG”.

Det er netop derfor, SB 636 er så relevant for genbrugspladser. Bestemmelsen er ikke bare en note i regelsættet. Den er i praksis et af de vigtigste bindeled mellem affaldsindsamling og farligt gods-reglerne. Uden den ville håndteringen af små løse lithiumbatterier være markant mere tung i daglig drift.

Hvornår kan SB 636 ikke bruges?

SB 636 løser ikke alt. Den gælder kun små batterier, som ikke er indeholdt i udstyr, og den gælder kun frem til det midlertidige forarbejdningsanlæg. Derudover gælder den ikke som et frit valg for batterier, der er tydeligt beskadigede eller defekte i den forstand, at de kræver særskilt håndtering efter de skærpede lithiumregler.

Her bliver grænsen til især særlig bestemmelse 376 vigtig. Batterier, der er identificeret som beskadigede eller defekte, skal som udgangspunkt ikke håndteres efter de lempelige affaldsspor, men efter reglerne for beskadigede eller defekte lithiumbatterier. I praksis er det derfor helt afgørende, at genbrugspladser og indsamlingsaktører har en fungerende sortering mellem almindeligt indsamlede små batterier og batterier med synlige skader, varmeudvikling, hævelse, lækage eller anden mistanke om ustabilitet.

SB 377 og SB 636: de ligner hinanden, men de er ikke det samme

SB 377 gælder lithiumceller og -batterier, som transporteres med henblik på bortskaffelse eller genbrug, og som kan emballeres efter P909. Den fritager dem samtidig fra en række af de almindelige lithiumkrav i 2.2.9.1.7.1. Kolli skal mærkes som batterier til bortskaffelse eller genbrug, og beskadigede eller defekte batterier falder igen ud og skal håndteres efter SB 376.

SB 636 går et skridt videre i affaldssporet. Den er specifikt indrettet til den indledende transport frem til et midlertidigt forarbejdningsanlæg og er direkte målrettet indsamlede små løse batterier. Derfor er SB 636 i mange tilfælde den mest praktiske bestemmelse for genbrugspladser, mens SB 377 typisk er mere relevant i den videre, mere strukturerede transportkæde.

Hvad må private?

Den danske bekendtgørelse har en vigtig national undtagelse for private personer. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på national vejtransport af farligt gods foretaget af private personer med et danskregistreret køretøj, når godset er emballeret til detailsalg og beregnet til personlig, hjemlig eller fritidsmæssig brug, og når der er truffet foranstaltninger til at forebygge udslip under normale transportforhold. Denne undtagelse gælder også, når det farlige gods transporteres som affald, herunder når det ikke længere er i den originale detailsalgsemballage.

Det betyder i praksis, at private typisk kan køre deres brugte husholdningsbatterier til genbrugspladsen uden at være underlagt hele ADR-systemet. Men undtagelsen er ikke uden betingelser. Den gælder ikke for IBC’er, storemballager eller tanke. Og de generelle danske regler om forsvarlig fastgørelse og håndtering gælder stadig.

Hvad må virksomheder?

Virksomheder har også en væsentlig national undtagelse, men den er snævrere. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på virksomheders nationale vejtransport af eget affald, der er farligt gods, når affaldet svarer til det, husholdninger har adgang til at aflevere på genbrugsplads, eller når der er tale om klinisk risikoaffald fra sundhedssektoren til nærmeste genbrugsplads eller apotek. Den samlede mængde må højst udgøre 200 kg brutto pr. transporterende enhed.

Affaldet skal være emballeret i originalemballagen eller, hvis det ikke er muligt, i andre emballager af god kvalitet, der er egnede til indholdet og kan modstå normale påvirkninger under transporten. Emballagen skal være udformet og lukket, så udslip forebygges, og det farlige gods må ikke pakkes sammen med andet gods, hvis det kan reagere farligt indbyrdes.

Det er en nyttig undtagelse for mange mindre virksomheder, men det er ikke en generel erhvervsfritagelse for batteriaffald. Så snart mængderne bliver større, affaldet mere komplekst, eller batterierne mere problematiske, er man tilbage i ADR’s almindelige system.

Genbrugspladser og bilag 2: den danske affaldslogik oven på ADR

For genbrugspladser og indsamlingsordninger er bilag 2 til bekendtgørelsen mindst lige så vigtigt som selve ADR. Her findes et særligt nationalt indsamlingsspor for husholdningslignende affald i plastkasser. Bilag 2 omfatter blandt andet lithiumceller og -batterier under UN 3090, UN 3091, UN 3480 og UN 3481, hvis de ikke er identificeret som beskadigede eller defekte, og hvis de holder sig inden for bestemte vægt- eller Wh-grænser.

Det danske bilag 2 og ADR’s SB 636 peger i samme praktiske retning: Der skal være et realistisk og sikkert system for at få små, almindelige affaldsbatterier fra husholdninger og husholdningslignende affaldsstrømme videre til sortering og behandling. Men ingen af ordningerne må bruges som sovepude. Begge bygger på, at batterier med tegn på skade, fejl eller ustabilitet sorteres fra og håndteres særskilt.

Små og store lithiumbatterier er ikke samme opgave

Det er fristende at tale om “lithiumbatterier” som én samlet kategori, men det er praktisk misvisende. Små løse husholdningsbatterier fra almindelig indsamling er netop det område, hvor SB 636 og bilag 2 giver mening. Store batterier, større batterimoduler og batterier fra el-køretøjer eller energilagring kræver derimod typisk en langt mere konkret vurdering.

Jo større energimængde og jo mere tvivlsom tilstand, desto mindre plads er der til standardiserede affaldsløsninger. Det gælder også, hvis batteriet er involveret i hændelser, viser tegn på intern skade eller ikke kan vurderes sikkert ved visuel kontrol.

Praktisk konklusion

Hvis du arbejder med batterier som affald, er det sjældent nok bare at kende UN-nummeret. Du skal også kende transportformålet, batteriets tilstand og den relevante undtagelse eller særbestemmelse.

For syrebatterier under UN 2794 og non-spillable batterier under UN 2800 er P801 og den fysiske sikring mod lækage og kortslutning centrale. For lithiumbatterier under UN 3480 er det især skellet mellem almindeligt indsamlede små batterier, batterier til bortskaffelse eller genbrug og beskadigede eller defekte batterier, der afgør, hvilke regler der gælder.

Og netop her er SB 636 en nøglebestemmelse. For genbrugspladser og indsamlingsordninger er den ikke en detalje, men et af de vigtigste praktiske redskaber i hele ADR-systemet. Når den bruges korrekt, gør den det muligt at håndtere små løse affaldsbatterier sikkert og realistisk. Når den bruges forkert, opstår de fejl, som senere kan blive både dyre og farlige.

Er du i tvivl om, hvordan dine batterier som affald skal klassificeres, emballeres eller transporteres, er det klogere at få en konkret vurdering end at gætte. Især på lithiumområdet er det ofte grænsesituationerne, der afgør, om en transport er enkel eller reguleringsmæssigt tung.

Har du brug for hjælp til klassificering, emballering, intern instruktion eller valg af korrekt undtagelse?
Kontakt iSikkerhed.dk, hvis du vil have en praktisk og fagligt præcis vurdering af transport af batterier som affald.